SEND FORESPØRGSEL
Velkommen til Center for Misbrugsbehandling
Projekt Over Muren (POM) startede op som et 3 årigt satspuljeprojekt i 2006 i forbindelse med indførelsen af behandlingsgaranti inden for Kriminalforsorgen på stofmisbrugsområdet pr. 1. januar 2007. Projektet er blevet forlænget til 2013.
Tilbuddet er resultatet af en sammentænkning af tre forskellige satspuljeprojekter: behandling i arresthusene, substitutionsbehandling og hashmisbrugsbehandling.
Projektet er i praksis forankret i Vestre Fængsel, men udmøntes i et samarbejde mellem Københavns Fængsler og Københavns Kommune. Københavns Kommune står for den behandlingsmæssige ydelse, og den faglige ekspertise sikres gennem forankring af projektet og dets medarbejdere i Center for Misbrugsbehandling (tidligere behandlingsinstitutionen Netværket).
Projekt Over Muren tilbyder behandling til alle indsatte i Københavns Fængsler, der har et selvoplevet misbrug af stoffer og/eller alkohol, og som har et ønske om at nedsætte eller stoppe deres misbrug. Projektets overordnede mål er at tilbyde en professionel behandling med henblik på at støtte og motivere den enkelte bruger til at skabe positive forandringer i sit liv.
Du kan læse mere om Projekt Over Muren på projektets egen hjemmeside.