Alkoholenheden Nord holder åbent hus på onsdag den 25. januar på Ørnevej 18, 1. sal, København NV

Arrangementet foregår klokken 13 - 15. Alle er velkomne. Læs mere her.

Alkoholenheden Nord 

Alkoholenheden er med sine blot 2,5 år en forholdsvis ny institution i Københavns kommunes socialforvaltning.

I forbindelse med kommunalreformen fra 2007 blev det vedtaget at den ambulante alkoholbehandling skulle varetages i kommunalt regi. Alkoholenhederne har før dette været placeret i hospitalsregi og har en lang historie bag sig i regionen og i det endnu tidligere H:S, Hovedstadens sygehusfællesskab.

Der er i dag 4 alkoholenheder i Københavns kommune som alle er organisatorisk placeret under Center for misbrugsbehandling. Det er indtrykket at en del instanser i Københavns kommune fortsat ikke er bekendt med alkoholenhedernes placering og / eller behandlingstilbud.

Alkoholenheden Nord inviterer derfor til åbent hus. Vi ønsker at udbrede kendskabet til stedet og håber på at dette kan være medvirkende til et udvidet samarbejde på tværs af forvaltninger i Kommunen. 

Samspillet og et samarbejde på tværs er utrolig vigtig. Behandlingen i alkoholenheden bygger på evidensbaserede principper. Det betyder, at personalet foruden at stille misbrugsdiagnoser, struktureret håndterer abstinenser, psykiatrisk comorbiditet og fysisk/sociale problemstillinger. Indsatser på alle led er derfor afgørende.  

Vores tilbud er gratis og rettet til borgere der primært har et alkoholproblem. Vi behandler også borgere med sidemisbrug af fx hash, men hvis stofmisbruget fylder mere end alkoholproblemet, er det en opgave for modtageenhederne.

Der kræves ingen henvisning. Den enkelte kan møde op i vores akutte åbningstid. Der er som regel ingen ventetid og behandlingen kan starte med det samme.  

Den akutte åbningstid på alle enheder er: 

Mandag: 9:00 – 11:00 og 15:00 – 18:00

Tirsdag, onsdage og fredage: 8:00 – 11:00

Torsdage: 14:00 – 18:00 

Som nytiltrådt afdelingsleder i Københavns kommune, alkoholenheden Nord er det umiddelbart den strukturelle kompleksitet i Københavns kommune der gør indtryk. Det kan være svært at få overblik og endnu sværere at få indsigt i, på hvilken måde de forskellige tilbud og institutioner gør en forskel.

Det er en forståelse og et overblik vi gerne vil forbedre. Vi håber at vi med dette bidrager til en bedre tilgængelighed af vores behandlingstilbud og at mange vil møde op d. 25. januar.   

Vel mødt  

Adressen er: Ørnevej 18, 1, 2400 København NV 

Med venlig hilsen

Anya Wærum